Se også, Bogen side 1-158, 159-208, 1000 korte biografier over landets distriktsjordmødre (aktive 1935)
Uddrag fra DET DANSKE JORDEMODERVÆSENS HISTORIE AF GORDON NORRIE
aar man i mange aar har været medlem af jordemoderexaminationskommissionen og har set og hørt, hvor meget der forlanges af nutidens jordemødre, kan man ikke lade være at tænke over, hvorledes man har baaret sig ad ved fødsler i gamle dage. Jeg skal søge at give en fremstilling af jordemodervæsenets udvikling i Danmark - i haab om, at denne fremstilling senere maa blive suppleret.
Før det 16. aarhundrede ved man meget lidt om, hvorledes det gik til ved fødsler. Henrik Harpestreng omtaler nogle lægemidler, f. ex. mynte, der skal kunne paaskynde fødslen, men ellers har man saa at sige kun sin viden fra nogle folkeviser, der beretter, at naar fødslen var forestaaende, begav den fødende sig ind i ,,stenstuen”, som muligvis var badstuen, ledsaget af sine kvinder. Hvad disse. kvinder foretog sig, ved man ikke, men i den kendte smukke folkevise om dronning Dagmar fortælles, at dronningen særlig tilkalder liden Kirsten og siger til hende: Og kanst du læse og skrive med skel og løse mig af min pine.
Der var kun faa den gang, der kunde læse, og det var derfor vigtigt at finde en, som kunde det. Det, der skulde læses, var sikkert trøsterige ord af biblen eller andre fromme skrifter.
Overtro var der nok af. Troels Lund fortæller om alt hvad den frugtsommelige skulde vogte sig for. Først og fremmest for ulve, som mentes at sønderrive konen for at fortære fostret. Skulde man vogte sig for ulve, gjaldt det i ikke mindre grad for varulve, som jo var en slags overnaturlige væsener, og den slags var man meget bange for. Men desuden var der meget, den frugtsommelige maatte vogte sig for : hun maatte ikke træde i et hjulspor, ikke holde traad, der blev vunden, ikke lade tage maal af sig, ikke gaa over en tærskel, hvor man plejede at slibe knive, eller hvori nogen havde hugget med øxe, ikke gaa over en sammensunken grav eller en græssende bests tøjr, ikke gaa under en ophængt snor eller en savebuk, ikke gaa baglænds, ikke sætte sig paa en uaflaaset dragkiste. Vi skal senere høre om flere af den slags forbud.
Men der var ogsaa ting, der hjalp. Konen skulde ved midnat krybe nøgen mellem de sammenvoxede grene af et træ - et middel som man siger af og til anvendes endnu! Men det skulde gøres hemmeligt for at det skulde hjælpe. Man havde ogsaa relikvier, der kunde hjælpe ved fødsler. Saaledes skrev Christiern den første 1468 til domkapitlet i Lund, at da han havde fornummet, at i domkirken haves en særk, der har tilhørt den hellige Birgitte, og som er gode kvinder ganske nyttig i barnsbyrd, da bad han om at laane den og faa den sendt til Helsingborg saa snart som muligt. Han vilde være dem borgen for, at de med det første skulde faa den tilbage saa god i alle maader, som den var.
Først i det 16. Aarhundrede, altsaa omtrent samtidig med reformationen, udkommer en del bekendtgørelser og bøger, der giver os nogle oplysninger. I 1537 kommer kirkeordinantsen (paa dansk 1539), , derpaa biskop Peder Plades visitatsbog, der er sammenskreven 1540, men først udgivet af forskellige i slutningen af 19. aarhundrede, endvidere Peder Plades „Tvende mærkelige Traktater om ægteskab og barselkvinder” 1556, Henrik Smids ,, Urtegaard - - faar Quindfolckernis och unge Spædebørns Siugdommer” 1557. Endelig er der præsten Jørgen Simensøns Tvende traktater om frugtsommelige kvinder og undervisning for foster modere 1587.
Ordet jordemoder stammer vistnok ogsaa fra denne tid. Professor Verner Dahlerup har gjort mig opmærksom paa, at jordemødre paa en maade omtales i vore ældste landskabslove, men vel at mærke aldrig som fødselshjælpersker, men derimod omtales ofte ‚,gode koner”, som skal konstatere svangerskab. Han mener, at man deraf vistnok er berettiget til at slutte, at fødselshjælp besørgedes af tilfældig tilstedeværende kvinder, men at det, naar det gjaldt om retslig at konstatere, om en kvinde var frugtsommelig eller ej, blev besørget af særlige kloge koner (paa fransk hedder jordemødre ‚,sagesfemmes”, hvilket betyder kloge koner). Endnu i slutningen af 15. aarhundrede, siger han, er den ældste danske oversætter af biblen i forlegenhed med „de hebraiske jordemødre” (2 Mos. I. 15. 17); det bliver til: ,,de kvinder, som skulde være nær barnefødsel”. Oversætteren har aabenbart ikke haft noget enkelt ord for begrebet.
Kort efter er imidlertid ordet jordemoder almindeligt, om end der ogsaa bruges ordet fostermoder. Om ordets betydning udtaler den store ordbog over det danske sprog, at det kommer af, at fødslen tidligere foregik paa jorden (gulvet, jf. oldn. liggja à golfi, engelsk be in the straw), og fødselsmedhjælpersken løftede barnet op (og rakte det til faderen). Paa tysk svarer hertil Hebamme af at hæve. I svensk og færøisk dialekt findes ljos- eller ijusmor vistnok af at løse eller forløse. Vi kommer senere til forvanskede forklaringer og stavemaader.
Men lad os nu se lidt paa de forfattere, som jeg har nævnt fra 16. aarhundrede. Det maa strax slaa os, at det navnlig er præster, der udtaler sig, kun Henrik Smid er lægmand og om end ikke læge, saa dog en medicinsk forfatter.
Kirkeordinansen af 1537 (1539), der giver regler om kirkevæsenets ordning, har et helt kapitel med overskrift: Huorledis Jordemødre skulle wnderuises. Man spidser uvilkaarlig øre - men undervisningen har ikke meget at gøre med, hvad vi kalder jordemoderundervisfling. Jeg skal gengive stykket paa moderne dansk:
,,Saadanne jordemødre skal man have, som er ærlige og gudfrygtige, der forstaar sig noget paa deres forretning og bor paa bekvemme steder til hjælp saa vel for fattige som for rige.
,,Præsterne skal undervise disse jordemødre, naar de dertil er udvalgte, hvorledes de skal forholde sig saavel med barselkvinderne som med fostret. Først at de forstaar ret at trøste kvinder, der er ved at føde, og formane dem til taksigelse først for Guds velsignelse, at de er med livs frugt, hvilket ikke vederfares alle kvinder, dernæst fordi Gud selv er tilstede for at yde hjælp og bistand, dersom han paakaldes, for ved sin egen nærværelse at gøre det bedste for dem.
,,Fremdeles at de maa forstaa, at den smerte de lider under fødslen er et kors, som er dem paalagt af Gud, men som dog med Guds hjælp snart skal vendes om til en stor glæde. Og skulde de end staa i nogen stor livsfare, at de skal være taalmodige og befale sig Gud med alle dem, som bærer hans kors. Men det maa man dog ikke tale for meget om, uden at der synes at være stor fare paa færde.
„Dernæst at de forholder sig saaledes med frugten og fostret, som findes død i moders liv, at de befale det Gud, og betragte det, som er dødt og ikke født til verden, som ikke kommende sig ved, men alene gøre sig flid for, at hun, som arbejder, maa blive ved.
„Men finder de fostret levende eller tildels kommet frem, men nærved at dø, da skal de alligevel ikke døbe det, saaledes som det plejer at ske, førend det er helt født. Fordi der kan intet fødes igen (nemlig ved daaben), som ikke endnu er født. De skal befale det til Gud med disse eller lignende ord : 0 Herre Jesu Christe, som særlig finder behag i de børn, som bæres til dig, og gerne annammer dem til det evige liv, du som sagde : Lader børn komme til mig osv. Efter hvilke ord vi ofre dig dette barn ikke udi favn, men med vore bønner. 0 Jesu vor kære herre og frelsermand, annam det, kære herre, og lad det evindelig nyde din forløsning, den du erhvervede os paa korset, amen.
„Og dersom det hænder sig, at barnet saaledes dør foruden daab, saa skal man dog ikke mistrøste med hensyn til barnets salighed, i henhold til det ord : Lader børn komme til mig, og hvad som helst I beder om i mit navn osv.
,,Dersom barnet er i livsfare, efter at det er født, da skal jordemoderen med de andre dannekvinder, der er tilstede, strax befale det Gud med disse eller lignende ord : 0 Herre Jesu Christ, dette barn ofrer vi dig efter dit eget ord, og beder dig, at du annammer det og lader det blive en kristen. Eller ogsaa saa hurtigt som muligt saaledes : 0 Herre Jesu, annam dette barn. Og derpaa skal det strax døbes med disse ord : Jeg døber dig i navnet faderens, sønnens og den helligaands, amen.
,,Dersom man har skyndt sig, saa at barnet ikke har faaet navn, da maa man siden give det navn. Siden bæres det til kirke, blot for at barnets daab maa af tjeneren stadfæstes og forkyndes i faddernes nærværelse. - Men det skal ingenlunde døbes igen, for at vi ikke skal forse os mod den hellige skrift, undtagen i saa tilfælde, at der, naar man har overhørt fadderne, er tvivl om barnets daab.”
Den undervisning her er tale om, har ikke det mindste at gøre med det, vi kalder jordemoderundervisning, men lad os nu se, hvorledes det gaar med Peder Plade eller Petrus Palladius, som hans latinske navn var. Han var født i Ribe 1503 og døde 1560 som den første protestantiske biskop eller superintendent, som det dengang hed, over Sjælland. Han har efterladt nogle mærkelige optegnelser, en saakaldet visitatsbog fra 1540, indeholdende de taler han har holdt ved sin visitats af stiftets sogne, og deri findes et par afsnit om jordemødre og barselkvinder, der er meget interessante, fordi de giver en del oplysninger om jordemodervæsenet paa den tid. Bogen er som sagt først udgivet i forrige aarhundrede.
Det ene afsnit i bogen hedder: Om Jordemodere, en Vnderuisning oc Formaning. Der staar heri:
,,Hendes sognepræst skal tidt og ofte overhøre hende, om hun er gudfrygtig, om hun er en kristen kvinde, om hun kan sine ti bud, troen og fadervor, om hun gerne gaar til alters, om hun paa den rette maade forstaar at trøste en fattig barselkvinde med Guds ord; herpaa ligger der stor magt. Hvor en gammel skarns papistisk munkekvinde er jordemoder, der er djævlen gerne inden døre med hende, og der vil det ikke gerne gaa vel til; det bør være en gudfrygtig kvinde.
„Og de ældste og ypperste dannekvinder i sognet eller i byen skal skaffe sig at vide, om hun forstaar sig paa sin gerning, inden hun stedes til nogen dannekvinde ; ellers er der ingen mening deri: det barn er dødt, som dødt er, fordærvet det, som fordærvet er; den gaas kækker ikke, som hovedet er af, plejer man at sige.
,,Hvo vil have sit barn dødt, hvo vil have sin hustru fordærvet! Hvor mange fordærves dog af onde og ugudelige jordemødre? Derfor er det meget magtpaaliggende saavel for mændene som for kvinderne, at en jordemoder er en godt oplært og gudfrygtig kvinde, efterdi ingen gerne vil have nogen af sine fordærvet.”
Det næste afsnit handler om troldkvinder og begynder : „Det skal være langt fra, at en jordemoder skal fare med tryllemidler, signelse, manen eller trolddom”, og efter at dette lange afsnit er endt følger : Mere om jordemodere:
,,Det skal være langt fra, at en jordemoder skal være en fuld og drukken kvinde ; thi en dannekvinde kunde sende bud efter hende paa en tid, da hun er fuld og drukken, og hun kunde komme til at ødelægge hendes liv og barn ved sin uforsvarlige adfærd. En kvinde bør hellere være af den beskaffenhed, at hun drikker mælk, end at hun drikker øl; skønt øl ikke er hende forbudt, saa bør hun dog være ædru saa vel ved midnats tid som ved middags tid, thi hun ved aldrig, naar en dannekvinde har brug for hende. Det klæder en mand ilde at drikke sig fuld, men det klæder en kvinde dobbelt saa galt end sige en, der skal være jordemoder.
‚,Og naar I saa har en god jordemoder, I dannekvinder, da løn hende vel for hendes umage! hun er da sin løn værd! Og var det at ønske af borgmester og raad i købstæder, at saadanne jordemødre maatte være fri allevegne for almindelig skat og tynge; det er dem, der hjælper os til denne verden, og alle steder i skriften faar de deres lov - I dette afsnit berører Peder Plade tidens skødesynd : drikkeriet. Det var sikkert i høj grad nødvendigt, for det var enormt, hvad der blev drukket paa den tid. Man regnede 6 potter (liter) tysk øl daglig til en mand, og en klosterjomfru tilstodes der 14 tønder øl aarlig til hendes forbrug men hun havde vel ogsaa tjenere til hjælp. Ved et bryllupsgilde, som en adels-mand holdt omtrent aar 1500, siges der at være brugt 72 tønder tysk øl, 5 fade Emserøl, 3 fade pryssingøl, 2 tønder Hamborgerøl, 12 tønder mjød, 640 potter Rhinskvin og 8oo potter fransk vin!
I det næste afsnit af visitatsbogen, som handler om kirkegang, siger han om barselkvinderne:
„Hvorfor er nu en dannekvinde inde før sin kirkegang i sex til syv ugers tid, efter at hendes barn er født, siden hun ikke har med djævlen at gøre i sin barselseng?
„Alle mænd vide det vel, og alle kvinder føle det vel, og alle naturlige mestre og læger siger det ogsaa, at ingen kvinde kan rettelig vel komme til sin førlighed igen efter sin barnefødsel, før efter sex eller syv ugers tid; ja mange er endnu saa skrøbelige, at det gaar saa slemt til med dem i deres barselseng, at de ligger endnu længere i deres sygeseng.
„At en dannemand skal vide at holde sig udi sin hud saa længe, og have sin seng for sig selv, og lade sin fattige syge hustru ligge med sit barn, om det er levende eller for sig selv, om det er dødt; og naar hun kommer oven senge og maa liste sig ud og ind i huset og i gaarden og gøre, hvad hun kan, da skal hun ikke nødes og bruges til bagning eller arbejde, til høst, til bryllup, til barsel, til at forspringe eller fordanse sig, ødelægge eller overanstrenge sig, at hun aldrig føder barn derefter, saa længe hun lever paa jorden - .
Jørgen Simensen, der var præst ved Albani kirke i Odense, og i fortalen til den første traktat siger, at han er en ynksom og selv ofte forsøgt husbonde, skriver denne bog til kvinderne i Odense, fordi „at i alle, og hver for sig, har været min kære hustru til stor trøst og tjenstagtighed udi mange hendes haarde og bange barselsenge” og „udi vort ægteskabs huskors, med otte vore kære børns død og afgang”. Han begynder saaledes:
„Blandt andre stykker, som hører til en skikkelig og gavnlig politi udi stæder og byer:
er og fornødent, at øvrigheden med undersaatterne opleder, samler og forordinerer frugtsommelige kvinder gode og forfarne fostre modere og dem nødtørftelig underholde”. Derfor anfører han fire grunde : 1) at naar uforfarne og grove kvinder handler med unge barselkvinder, bliver undertiden baade moder og barn forsømte og deres liv tilsættes. 2) Selv om de ikke dør, faar de ofte livsvarige sygdomme, 3) eller bliver ufrugtbare. 4) „At mange ærlige Ecte Mend, komme vdaff dens kiere Hustruers forsømmelse, i stor banghed, Hjerte-sorg og bekostning : Saa at somme bliffuer der offuer Encke Mend met Moderløse Børn, oc igen foraarsagis, at tage sig ny Hustruer, oc deris Børn haarde Stiffmodere, Foruden det, at de met daglig harm oc stor bekostning, mue opfostre dens smaa oc Moderløse Børn, met Ammer, Skøger og Tiuffue. “ ,,Aff disse Aarsager, Er vel at formercke, at det er stort gaffn for Forældre oc Børn, at haffue fromme og forfarne Fostremodere, ihuad wmage mand skal haffue, dennem at oplede, Eller huadsomhelst bekostning mand skal anlegge paa dens Vnderholdning.”
Med hensyn til præsternes undervisning af jordemødrene mener han, at den maa sammenfattes under følgende punkter:
I ) ,,Fostremodere skulle vel overueye og betencke, disse deris Embedis Naffne, at de kaidis i somme Lande Fostremodere, oc i somme, Jordemodere. - Fostremodere kaldis de derfaare, At de ere de Børns som fødis skulle, høyeste Nødhielpere, som nest Gud oc dens naturlige Modere, skulle oc kunde hielpe dennem til dette timelige Luff: Oc alting saa forhandle, at de maa beholde deris kiere Moder, som effter Fødselen kand dennem røcte oc opfoster. Derfaare bør dennem at tjene huer Barselquinde oc hendis Foster, paa det troligste, lige som de seiffuer kunde være i deris angist bestedde : Eller oc, som de vaare dens egne naturlige Børn, og neste Blods foruante. - Jordemodere kaldis de derfaare, At dersom de icke trolige og forsuarlig hielper baade Barselquinderne og dens Fostre, da kunde de bliffue snarlige Aarsage til begge dens Død oc Jordefærd, eller begraffuelse.”
Denne fortolkning af ordet jordemoder, som vi senere skal se gentaget, maa vel nærmest opfattes som en slags vittighed, men hertil skal jeg som sagt komme tilbage senere.
Videre siger Jørgen Simensen: 2)skal jordemødrene behandle alle, rige og fattige, ens, 3) være gudfrygtige og forlade sig paa Guds hjælp, 4) skal trøste barselkvinderne, 5) de skal fraraade og forbyde barselkvinderne at bruge overtroiske midler, 6) de skal ikke være stundesløse og strax forlade en bange barselkvinde, naar alt ikke gaar, som det var ventet. ,,7) Fostremodere skulle icke være egensindige, bedske og snebske, naar at andre Dannequinder ville oc raade noget met: Men ocsaa høre dennem, oc følge deris Raad, saa meget de dennem kunde met Exempler oc forfarenhed bevise. Oc tenke, at den hellig Aand haffuer ocsaa sin forstand oc gode Raad i andre Gudfryctige oc ynksomme Dannequinder, som tilstede ere.”
Af denne sidste udtalelse faar man et lille indtryk af, hvorledes det gik til under fødslen. Jordemoderen vidste ikke meget, men hun maatte høre paa alle de tilstedeværende kvinders gode raad, og der var mange kvinder tilstede. Man tænke sig alle disse mennesker snakkende i munden paa hinanden, alle givende gode raad, og den stakkels jordemoder forstyrret i sit arbejde, og saa maatte hun endda hverken være ‚,bedsk eller snebsk”!
Men præsten har endnu et par punkter, som er værd at bemærke. „8) Fostremodere skulle troligen oc i tilbørlig tid, bruge Bad, Legedom, løy oc tuet, Oc all anden naturlig behielpfling hoss Barselquinder oc Børn, baade faare oc effter Fødselen. Oc derfaare hører til dette Kald, forstandige og behendige Quinder, som meget gaat haffue læsd, seet oc lærd aff gamle Fostremodere : Oc andre forfarne Dannequinder. “ 9) Barnet skal døbes snarest muligt. ,,Skulle de oc self altid være hoss Daaben, om mueligt være kand, Och, oc vel tilsee, Huorledis Børnene Bliffue opsuøfte og indsuøfft igen, om saa fornødent er : Oc dette self bestille oc giøre, Paa det Børnene icke skulle forkølne, oc der aff blive skrøbelige eller i andre maade forsømmis.”
Inden jeg gaar over til at omtale Henrik Smids lægebog skal jeg tilføje, at Troels Lund fortæller, at Christiern Pedersen i sin postille (1515) fandt sig beføjet til at lægge ægtemændene paa sinde, at de ikke maatte prygle eller trampe paa deres hustruer, saa længe de var frugtsommelige. „Thi mange overgivne og umilde mænd sla’ og drage deres hustruer og træder dem under fødder, saa de forkaster deres foster.”
Vi har nu set, hvad præsterne i 16. aarhundrede havde at sige om jordemødrene, og det er ganske naturligt, at det var den religiøse side af sagen, de lagde vægt paa, og man maa særlig huske, at det var i reformationens tid, hvor sindene var meget ophidsede mod katolikerne, hvorfor man træffer paa udtryk som Peder Plades, at hvor der er en papistisk jordemoder, kan det ikke gaa godt til. Men nu vender vi os til lægerne og ser, hvad de mener og har paa hjerte. Paa den tid var der to slags læger i Danmark, der var kirurgerne, d. v. s. barbererne, som blev oplært rent praktisk og haandværksmæssigt. Deres kundskaber var meget ringe, de færreste kunde læse, og der var heller ikke meget at læse, og det der var, fandtes i latinske bøger. Foruden kirurgerne var der de lærde læger, hvoraf der paa den tid kun var en eller ganske faa i Danmark-Norge. De var studerede folk, de læste latin, men praktisk læge-gerning kendte de ikke meget til. Under disse forhold var det til stor nytte, at en borger i Malmø, Henrik Smid, gav sig til at udgive danske bøger angaaende forskellige medicinske emner, bøger han samlede sammen af de bedste fremmede værker. Smid, der døde 1563, havde studeret i Tyskland i sin ungdom, og han var derved i stand til at forstaa den medicinske literatur. Han sluttede sig til Christiern den anden og drog i landflygtighed med ham, men efter Christierns og Frederik den forstes død kom han hjem til Malmø, hvor han fik en stilling som vejermester, men samtidig dyrkede han sine literære studier og udgav paa dansk en række lægebøger, som han kaldte urtegaarde. Den fjerde af disse, der udkom handler om ‚,Quindfolkernis och unge Spædebørns Siugdommer”, og det er denne, vi maa beskæftige os med.
Bogen er tilegnet fru Ane, gift med Claus Urne, idet Henrik Smid siger, at han ofte har erfaret, at mangen ærlig from og dydelig kvinde har mistet sit helbred og sin førlighed, som ved et simpelt raad kunde være hjulpet. Nogle kvinder genere sig til deres skade ved at tale med en læge. Han skriver bogen fordi der i disse lande og riger er stor mangel paa ret forstandige læger og retsindige jordemødre - eller som han et andet sted siger, at her i vort land er mange uforstandige jordemødre og han vil derfor give raad, for at fru Ane og andre kan hjælpe sig selv.
I første kapitel giver han en lille anatomisk beskrivelse, der er saa mangelfuld og til dels uklar, at jeg ikke skal komme nærmere ind paa den, og derpaa giver han en fremstilling af fostrets udvikling. Han slutter kapitlet - enhver jordemoder vil kunne vurdere beskrivelsen: Og i al den tid fostret er i moderens liv, da faar det sin næring, føde og ophold igennem en aare, som gaar fra moderens bryst ind i fostrets navle. Og i al den tid fostret er i moderens liv, er det sammenkrøbet som en trind boldt, saaledes at det har begge sine hænder liggende paa knæene, ansigtet er bøjet helt ned til knæene, næsen og øjnene er bøjede ind imellem knæene, ansigtet og brystet er vendte imod moderens ryg. Naar fødslens tid kommer, vender fostret sig i moders liv til udgangen med hovedet nedad og benene op, og da vender fostrets ansigt samme vej som moderens.
I andet kapitel giver han en fremstilling af de tegn, man har paa, at en kvinde er frugtsommelig. Først afhandler han de almindelige tegn, men derpaa nævner han en del tegn, som man formodentlig anvendte i tvivlsomme tilfælde, som i virkeligheden er aldeles meningsløse, men er morsomme og karakteristiske for tiden. Et tegn stammer allerede fra den berømte gamle græske læge Hippokrates (c. 400 aar før Christi fødsel) : man tager vin, vand og honning, lige meget af hver, laver deraf en drik og lader kvinden drikke den om aftenen, naar hun lægger sig til at sove. Faar hun da om natten sting og pine i bugen, da er hun frugtsommelig, ellers ikke. - Af andre metoder nævner Smid følgende : Man tager noget af kvindens vand i et glas, lukker det tæt til, sætter det i solen i tre dage, sier det derpaa gennem en linnedklud, og findes der smaa levende ting deri, ligesom det var lus, da skal det være et vist tegn paa, at hun er frugtsommelig, og er de smaa levende dyr røde, vil hun faa en dreng, er de hvide, vil hun faa en pige. Nogle tager en synaal og lægger den i et messingbækken, hvori kvinden har ladt sit vand, og lader naalen ligge deri ‘en nat. Kommer der da paa naalen smaa røde pletter, er hun frugtsommelig, men ruster naalen, er hun det ikke.
Som omtalt kunde man ogsaa slutte, om det var et drengefoster eller pigefoster, der var tale om, men det havde man ogsaa andre tegn paa. I det næste kapitel fortæller han nemlig, at er det et drengefoster, da har moderen en skøn og smuk ansigtsfarve, den højre side af ansigtet er rødere end den venstre, hun er fornøjet og venlig at omgaas. Naar hun har siddet ned og vil rejse sig, da hjælper hun mere med højre haand end med venstre, og naar hun gaar, sætter hun altid højre fod frem først. Det højre bryst bliver haardere og større end det venstre, og vortens farve forvandles, og der kommer først mælk i højre bryst. Kommer man noget af mælken i et glas og sætter det i solen, da løber det sammen og bliver ligesom en rund boldt og klart som en perle, og hælder man noget af kvindens mælk i hendes vand, da synker det til bunds. Den højre side af hendes bug er højere og spidsere end den venstre, og et drengefoster rører sig almindelig gerne i den højre side den 60 de dag, efter at det er undfanget, men et pigefoster ikke før den 90 de dag og mest i venstre side. De modsatte tegn tyder paa et pigefoster som aabenbart ikke har været saa velkomment. Men er der tvillinger, da er hendes bug fuld af knorter og rynker, og hun har en ond og slem farve i ansigtet og ser ilde ud!
Man kunde ogsaa faa at vide, hvor mange børn en kvinde skulde faa, thi man behøvede blot at tælle, hvor mange knuder og knorter der var paa den nyfødtes navlestreng, for at finde dette tal. Men er der ingen knuder, vil hun ikke faa flere børn. Staar knuderne tæt sammen, vil hun snart føde igen, staar de langt fra hinanden, vil der være lang tid imellem. Er knuderne sorte eller røde, vil det blive drenge, er de hvide, bliver det piger.
Man kan ogsaa afgøre spørgsmaalet, om manden eller konen er ufrugtbar : Man kan tage en lerpotte fuld af byg eller ærter og derpaa lade vandet. Spirer byggen eller ærterne den tredie dag, da er personen frugtbar, ellers ikke. Der er ogsaa flere andre midler af lignende art, men tilsidst opramser han en mængde lægemidler, der kan gøre folk frugtbare, men dem skal jeg ikke opholde mig ved, da de sikkert dels er uvirksomme, dels ikke er i kurs i vore tider!
I det 6. kapitel gives der regler for den frugtsommeliges levesæt: „Quinden skal haffue hendis verelse och omgengelse paa de steder der som god luct er, och der haffue glædskaif med høffuisk skempt, snack och anden til høring, hun skal vocte sig for graad, græmmelse, vrede, hastighed oc fortørnelse, hun skal oc vere stille, og holde sig tuctelig i al hendis handel, hun skal icke dantze, springe, hoppe, løbe, rije, icke heller sig hastelige nedsette, oc ey heller opløffte noget som er tungt, ey heller giøre suart arbeyde, ey raabe høyt, Paa det ath den Aare, som gaar fra Quindens Bryst och ind udi Fosterens Naffie, igennem huillken Fosterit den stund det er i Moderens liff sin næring och føde haffuer, skal icke sønderbrøste, huilcket letteige skeer, om den siuglige quinde icke holder sig skickelige och tilbørlige som sagt er.”
Hun skal dernæst have den mad, som er let fordøjelig, og hertil regnes ferskt oxekød, unge fede høns, kalvekød, vilde og tamme fugle, blødkogte æg, byggrød og vælling. Derimod maa hun ikke faa røget og saltet kød, bønner, hirsegryn, mælk, ost og raa frugt være sig æble, pærer eller andre frugter.
Omsider kommer han til den hjælp, som kan ydes under fødslen og den nærmeste tid før. - Tolv til fjorten dage før fødslen ventes, og kvinden føler nogen ye og pine, skal hun koge en del urter i vand, f. ex. katost, kamilleblomster, hørfrø og andre, som gør blød og smidig, og deraf skal hun lave et karbad, i hvilket hun tidt og ofte skal bade og sidde deri, saa vandet naar op over hendes navle. Hun maa dog ikke overdrive det. Er hun for svag til at taale et saadant bad, skal hun dyppe en svamp eller ulden klud i vandet og dermed bade sine lænder, fødder, begge rører og „den lønlige lem”. Naar hun er badet, skal hun smøre de samme steder med lillieolie, mandelolie eller i nødsfald gaase- hønse- eller andeister. Hun skal ogsaa dyppe et stykke svamp eller bomuld i disse olier eller fedtet og stikke det op i vagina. Saadanne bade og smørelser skal især unge, magre og tørre kvinder bruge.
Naar fødslens tid kommer, skal jordemoderen være tilstede med den dertil indrettede stol, hvorpaa den fødende skal sidde, og hun skal desuden have svamp, sax, naal og traad og de nævnte olier, hvormed hun skal smøre sine hænder saa tidt og ofte hun tager paa den sygelige kvinde og fostret. Jordemoderen skal trøste, husvale, bede og formane den sygelige kvinde og de andre dannekvinder, som er tilstede, at de falder med hende paa deres knæ og paakalder Gud og læse en fader vor og bede ham inderlig af hjertens grund, at han vil være tilstede med sin hellig aand og naade og gøre dem hjælp og bistand, saa at det maa faa en lykkelig fremgang, som nu forestaar, og naar dette saa er sket, skal jordemoderen sætte den sygelige kvinde paa stolen, trøste og husvale hende som det før er sagt og bede hende arbejde troligt, om saa er at jordemoderen fornemmer, at fostret vil give sig afsted, arbejder hun ellers, da sker det forgæves, og kvinden gøres træt, saa at naar hun med rette skulle arbejde og gøre sit bedste, da er hun for skrøbelig og har ikke magt til at kunne gøre det.
Jordemoderen skal ogsaa blande de omtalte olier med godt hønseister, og deri maa hun, hvis hun vil, komme en æggeblomme eller æggehvide, og dermed skal hun smøre den fødendes bug. Fødslen gøres let ved nysemidler, f. ex. peber, og vil fostret ikke komme, maa hun anvende nogle af de lægemidler, som han derefter nævner og hvoriblandt et par anvendtes paa silke eller bomuld og førtes op i fødselsvejen, medens de andre gaves gennem munden.
Efterbyrden kommer stundom med fostret, stundom bliver den inde og kommer ikke ud, enten fordi kvinden ikke er stærk nok til at uddrive den, eller fordi vandet er løbet ud, og efterbyrden er bleven tør inde i moderen. Undertiden er grunden den, at livmoderens udgang er sammendragen ,,af suar ye oc pine” og er saa bleven snever og hoven. ‚,Naar som denne Hinde inde bliffuer oc icke udkommer, da raadner hun inden faa dage, oc giffuer en ond luct aff sig, huilcken opfar ind vdi Maffuens mund eller indgang, oc til Hiertet, til Leffueren, oc vdi Hoffuedet, oc til den Hinde Diaphragma kaldet, paa huilcken Hiertet oc Lungen ligge. Saa vorder den siuglige Quinde trangbrystet, hun faar en stackit og trang Aande, Suimelse, sueder kold Sued, oc ligger ofte ligesom hun vaare død, omsier raadner den siuglige quindis Moder heraff, oc saa dør Quinden.”
Hvis efterbyrden ikke vil komme af sig selv, giver han anvisning paa en række medikamenter. Der tales om fremfald af endetarmen, og hvorledes den skal reponeres, men af operationer omtales kun nogle. Ved bristning af mellemkødet skal man reponere lìvmoderen, hvis den er faldet frem og dernæst suturere med 4-5 sting eller ogsaa lægge et par longetter paa siderne af saaret og sy dem sammen. Derpaa skal der lægges blødt beg eller tjære ikke som desinfektionsmiddel, men fordi livmoderen ikke kan fordrage denne lugt og derfor bliver inde. Vi kommer senere ind paa omtale af denne mærkelige teori!
Forøvrigt er der kun tale om to operationer: den ene uddragning af dødt foster, og den anden kejsersnit paa død moder.
Naar det er erkendt, at fostret er dødt, hvilket skete paa lignende maade som nu, skal man forsøge at uddrive det ved lægemidler. Lykkes det ikke, skal det uddrages med hager og tænger og andet redskab, som er særlig lavet dertil. Hvorledes det skulde gøres fortæller Smid ikke, men han tilføjer: „Gud giffue, at alle Jordemødre vel viste, hvorledes de med saadan redskaff rettelig handle skulde, da bleffue der vel mangen enig Quinde som vdi forsagde nød kommer, ved liffuet, som ellers maa dø. Det giordis vel behoif det vore oc nøtteligt, at ieg her screffue huorledis at Jordemoderne skulle handle med det døde Foster, paa det, at Quinden som met Fosteret er, kunde bliffue leffuendis, men om ieg det giorde, maa vel ske, at ieg kunde saa snart fortiene wtack som tack aff det wforstandige Quindfolck, thi vil ieg lade det fare - -“.
Den anden operation, der kunde være tale om, var kejsersnit paa død moder. Som bekendt hedder det i den smukke folkesang om dronning Dagmar:
Min ædle herre, kong Valdemar,
I tør ikke klage og kvide,
For I haver faaet en søn idag,
Han er skaaren af Dagmars side.
Smid siger om denne operation : Er moderen død, hvilket man vel kan se og prøve af de tegn, som følger med døden, og man haaber, at fostret lever, da skal kvindens mund, moder og lønlige lem holdes aabne, for at fostret kan faa aande, paa den maade som ærlige og fromme kvinder selv ved besked med. Derpaa skal man med en skarp ragekniv opskære den døde kvinde langs hendes venstre side, thi denne side er mere tom og fri end den højre, hvori leveren ligger. Og naar kvinden er opskaaren, skal man gaa ind med begge hænder og udtage fostret. Saaledes er mange udtagne og er siden blevet mærkelige mænd og kvinder.
Endnu skal jeg omtale behandlingen af barnet. Smid siger: Naar barnets navlestreng er afskaaret fire fingersbred fra underlivet og er vadsket, renset og tørret, da skal jordemoderen strø et pulver, hvis tilberedelse han beskriver, paa saaret. Man lægger derpaa en lille linned pude, dannet af nogle gange sammenlagte klude, paa navlen, og derover bindes et linnedbændel. Derved stilles blodet og navlen beskærmes. Nogen egentlig underbinding synes ikke at være udført, skønt man skulde tro, at det var dertil jordemoderen skulde medføre sax og traad. Naar navlestrengen er faldet af, skal saaret bestrøs med det omtalte plantepulver.
Efter at barnet er svøbt, skal det ligge en times tid hos moderen ved dennes venstre side og die moderen, ikke for at faa næring, men af den mærkelige grund, at man troede, at moderen ved denne første diegivning drog alle sygdomsspirer fra barnet, og at disse sygdomsspirer af moderen udtømtes gennem barselflodet. Forøvrigt var der meget, der kunde gøres, for at beskytte barnet og som ogsaa maatte gøres, for at djævlen ikke skulde faa fat i det, inden det var døbt. Blandt disse midler var ogsaa halsbaand af røde koralsten - heraf glædes og beskærmes barnet!
Af jordemødre fra 16. aarhundrede kender man vist kun faa. I 1569 var der i Bergen en jordemoder, der hed Brynhild og fire aar tidligere døde i samme by jordemoderen Elsebeth Messemagers. Om hende siges, at hun var „en kvinde vel ved alder, from, dydig, flittig, stille, fornuftig, forstandig, trøstelig, stundom haard og stundom mild i sit kald, ligesom folket var til og lejligheden begav sig”. Hun havde været gift to gange og havde mange børn med sin første mand. Da hun mistede ham, giftede hun sig med sin tjenestekarl, som efter Elsebeths død giftede sig med tjenestepigen. Alle havde denne jordemoder kær og ,,megen almue fulgte hende til sin lejested”.